Historie

Indlending

Ved et kirkesyn i 1880 fandt man Galtens gamle kirke i så dårlig forfatning, at man sluttelig efter at have overvejet restaurering valgte en ned-rivning og bygning af en ny kirke på samme sted.

Den nye kirke blev tegnet af Arkitekt C. V. Puch med forbillede i en tysk bjergkirke i nyromansk stil. Det store byggearbejde blev udført af murermester Jensen og tømrermester Tandrup, begge fra Århus. En lokal murer førte tilsyn med arbejdet.

Prisen for kirkebyggeriet var kr. 25.000. Tiendeejerne havde søgt kirke-ministeriet om økonomisk tilskud eller lån. Da begge dele blev afslået, tog man et lån i Landmandsbanken.

Kirken er opført i røde teglsten over en sokkel af to skifter granit. Taget, der har små dekorative kviste, er tækket med skifer. Facaderne deles af af-trappede støttepiller og smykkes af en rundbuefrise og tandsnitgesims. Skibet har otte rundbuede vinduer. Døren i tårnets vestmur dækkes af en granit-tympanon, hvor der er indhugget "1884". Tårnet afsluttes i en ottesidet overdel med rundbuede glamhuller og ottedelt pyramidespir. Indvendig har skibet åben tagstol, mens kor og tårnrum har fladt brunbejdset bjælkeloft. Væggene, der blev hvidtet i 1960´erne, stod oprindelig med gule mursten med en malet frise langs loftskanten. I frisen var indsat medaljoner med ansigter af de tolv apostle. Ligeledes var korbuen på begge sider smykket med kalkmalet bladværk og geometriske figurer. I gulvet ligger røde og gule fliser.

Om indvielsen i 1884 fortæller Aarhuus Stiftstidende kort: "Søndagen den 9de november vil kirken i Galten pr. Klank, der er opført efter tegning af arkitekt Puch i en smuk og stemningsfuld, middelalderlig stil, blive indviet af hs. højærv. biskop dr. Clausen, hvorefter stedets provst, pastor Seidelin, præker over dagens tekst".

Den 12. november berettede samme avis om begivenheden:

Som tidligere omtalt her i bladet fandt i søndags den højtidelige indvielse af Galten kirke sted. Kl. 11 samledes processionen i den nærliggende skole, og gik derpå med hs. h. biskop dr. Clausen og den ene kirkeværge i spidsen, ef-terfulgt af stedets præst, pastor Seidelin, og den anden kirkeværge samt 5 andre præster i fuldt ornat, til kirken.

Højtideligheden åbnedes med, at kapellan Nielsen læste indgangsbønnen i kordøren. Efter afsyngelsen af salme 74 "Den signede dag med fryd vi see", messede biskop dr. Clausen kollekten, iført bispekåben og holdt, efter at salme nr. 400 var afsungen, for alteret indvielsestalen. Biskoppen havde valgt sin tekst efter Davids 27de salme, v.4-6: "Eet har jeg begæret af Herren, det tragter jeg efter: at få bolig i Herrens hus alle mit livs dage, for at jeg kan skue Herrens livsalighed og grunde i Hans tempel".

Biskoppen fremhævede, at Herren som den allestedsnærværende vel var at finde overalt i hjemmet og på markerne. Som livets Gud krævede Han først og fremmest, at vi holdt fast ved og tjente Ham i søgnedagslivet: under de daglige sysler, under trængsler og sorger. Men for at et sådant liv skulle kunne leves, havde Herren i sin nåde stiftet sin hellige almindelige kirke. Af denne var ethvert gudshus, også dette, et lille afbillede, som havde rige forjættelser, da Han var at finde i ordet og sakramenterne. Enhver sand kristen måtte derfor føle sig dreven til at søge Herren i samfundet og ved søndagslivet i Herrens hus for styrke til at leve søgnedagslivet i Herrens navn!?

Derpå foretoges den egentlige indvielse af kirken med bøn og velsignelse for menighed og præst, og med bøn for kongen og folket både nord og syd for Kongeåen.

Efter en salme besteg derpå stedets præst, pastor Seidelin, prædikestolen og udtalte i sin prædiken det håb, at ligesom her i det ydre alt det gamle var forbigangent og alt blevet nyt, det også måtte gå således med menighedens indre.

Kirken, der, som tidligere omtalt, er opført efter tegning af arkitekt Puch og under hans ledelse, gør et lyst og venligt indtryk. Den er bekvem og rummelig, og har siddepladser til 248 personer*. Ved indvielses-højtideligheden var rummet aldeles fyldt.

(* Her må der være sket en misforståelse Galten kirke har aldrig haft 248 siddepladser! Men der har sandsynligvis været en del stående kirke-gængere på indvielsesdagen og det samlede antal har således muligvis været de 248 personer, som journalisten skriver).

Den oprindelige kirke i Galten (ca. 1160-1884)

Den oprindelige kirke blev bygget i midten af 1100-tallet i den store kirke-byggeperiode, da hundreder af kirker på initiativ af Valdemar den Store og landets stormænd ved enorm arbejdsindsats skød op over det ganske land.

Arbejdet med bygningen af Galten kirke blev ledet af stenmestre og nogle svende, men i øvrigt med landsbyens mænd som arbejdskraft, når sten skul-le hentes på marker og i skove, og når de skulle bringes på plads på bygningen.

Kirkebygningen omfattede oprindeligt kun skib og kor, mens tårn og våben-hus formentlig er tilbygget i sengotikkens store tilbygningsperiode, det vil sige ca. 1440-1550.

Murene var bygget som kassemure, der yderst bestod af kløvet kampesten med den kløvede side udad, inderst opmuret af mindre sten og mellemrum fyldt op med forhåndenværende materiale, så murene fik en samlet tykkelse på ca. 1 meter. Kun i hjørnerne var Galten kirke opbygget af granitkvadre. På det felt tilhørte den de fattigste 20 % af Jyllands granitkirker.

Oprindelig var vinduerne ganske små, ca. 30 cm brede og ca. 80 cm høje, men med smig indad og udad, så den ydre åbning var ca. 70 x 150 cm. Først da glas kom i anvendelse, blev lysåbningerne gjort større. Så sent som 1872-73 blev indsat større vinduer.

I den katolske tid var kirkernes indre meget enkle: ingen stolestader og in-gen prædikestol. Med reformationen skete der ændringer på disse områder.

Kirkens klenodie dengang som nu var døbefonten, der anses for at være lige så gammel som den oprindelige kirke. Af høj alder har nok også det kampe-stensalter været, som i 1862 omtales som beklædt med umalet træ-beklædning. Den gamle kirkes prædikestol bar årstallet 1604.

Vor viden om den gamle kirke og dens inventar stammer blandt andet fra de kirkesyn, der jævnligt blev foretaget i forbindelse med kirkens vedli-geholdelse og fra de arkitekttegninger, der blev udarbejdet i 1880 i for-bindelse med planer om at restaurere kirken og udvide kirkerummet ind i tårnet.

På den tid havde skib og kor tilsammen et gulvareal på ca. 130 m2, som var belagt med blå og gule fliser, der i 1874 havde afløst murstensgulvet. Loftet var et fladt, malet bjælkeloft i en højde af 4,7 meter over gulvet.

Tårnets nederste del var som skib og kor bygget af kampesten, mens dets øverste del ligesom våbenhuset var bygget af bindingsværk, hvor tavlerne var fyldt ud med brændte sten.

Når man i årene lige forud for kirkens nedrivning trådte ind i kirkens skib, havde man lige foran sig familien Buchwalds begravelsessted. Det blev indrettet som en åben begravelse, da kongelig jagt- og skovsessionsskriver for det kongelige gods i Jylland og på Fyn, Bartram Buchwald, døde i 1736. For at skaffe plads til denne begravelse var det nødvendigt at fjerne to kirkestole til venstre for indgangen oven over begravelsesstedet, der også kom til at rumme Bartram Buchwalds hustru, Margrethe Arnkiel, der døde i 1745, samt hans svigerinde. Inskriptionstavlen, der fortalte, hvem be-gravelsen rummede, kan endnu ses i kirken. Selve begravelsen er flyttet til et gravkammer under den nye kirkes kor. Kisterne var på det tidspunkt i en meget ringe forfatning. Efter sigende havde de tre kister på låget skrifttavler af træ af form som oprullede pergamentblade. Ved indlæggelse af fjernvarme i Galten kirke i 1967 faldt en del af loftet over gravhvælvingen ned. Man skulle da kunne have set resterne af kisterne, nogle ben og kranium samt på en af kisterne en ca. 20 cm lang skjoldformet sølvplade. Ved en senere lejlighed trådte en dreng gennem kammerets loft, og åbningen blev nu dækket med brædder og lukket med beton.

Det epitafium, som Margrethe Arnkiel lod ophænge i kirken i 1741 kan i dag ses på Koldinghus Museum.

Under kirkens gulv i skibets og korets midtergang - lå i øvrigt 3 andre be-gravelser dækket med hver sin stenplade. Kun den enes indskrift lader sig tyde. Den er lagt over gårdmand Søren Frandsen og hans hustru fra Søgård i 1698. Overleveringen har villet sige, at han selv havde hugget gravstenen, men det viser sig, at han end ikke kunne skrive sit eget navn.

Den anden gravsten viser nogle svage spor af en indskrift, der kombineret med oplysninger fra kirkebogen kan tydes som gravsten over Frans Simonsen fra Annexgård og hans anden hustru. De døde henholdsvis 1795 og 1803, den sidste altså blot 2 år før begravelser i kirken blev forbudt.

Den tredje gravstens indskrift lader sig ikke tyde, men et par linier i Traps bogværk om Danmark og et par linier i en synsprotokol peger stærkt i retning af gårdmand (Anders) Laurids Pedersen, hans hustru Johanne Knudsdatter og hendes første mand. I givet fald er gravstenen fra 1641. De 3 gravsten blev i 1884 anbragt på kirkegården, men i 1905 blev de indmuret i korets udvendige mur.

Ved kirkesynet i 1880 fandtes Galten kirke i så dårlig forfatning, at det blev pålagt kirkeværgerne at få udarbejdet en tegning og overslag til restau-rering og udvidelse af kirken og at indsende samme til kirkeministeriet inden den 1.maj 1881. Kirkeværgerne var åbenbart ikke enige med synsmændene om nødvendigheden af en sådan restaurering, for de indsendte i slutningen af 1880 et andragende til biskoppen om at måtte blive fritaget for det forlangende. Som resultat af kirkeværgernes protest mod restaurerings-planerne blev kongelige bygningsinspektør, professor Wilhelm T. Walther i Århus, bedt om at lave en indberetning til ministeriet om kirkens tilstand. Den 2. juni 1881 foretog han sin inspektion. Den rapport, bilagt et par håndtegnede skitser, som han derefter udfærdigede, danner nu grundlaget for vor viden om den gamle kirkes udseende og tilstand.

Det var sognets jordbrugere, der ejede kirken og det var således dem, der skulle bekoste en eventuel restaurering. Men det kom aldrig så vidt. I stedet besluttede man i marts 1882 at rive den gamle kirke ned og bygge en ny på samme sted. Man søgte kirkeministeriets godkendelse, men først skulle der udarbejdes et projekt til den nye kirke. Arkitekt C.V. Puck i Århus blev valgt til at tegne en ny kirke til sognet, og efter forhandlinger mellem arkitekt, bygningsinspektør, biskop og ministerium forelå den 23. oktober 1883 ministeriets endelige afgørelse og tilladelse til bygning af kirken. Den gamle kirke, der havde stået i godt 700 år blev revet ned i foråret 1884 og den nye stod færdig til indvielse allerede 9. november samme år. (Fra Annales Galten egnsarkivs årsskrift nr. 4 1984 og fra jubilæumsskriftet Galten kirke 1884). 

Kirken indvendigt oplever du bedst ved at tage en rundtur i kirken.

Kirkebøgerne

I Galten sogn er den ældst bevarede kirkebog påbegyndt i 1696 og afsluttet i 1753. Af den får man et uhyggeligt billede af den sundhedsmæssige tilstand i sognet. Af de 259 indførte dødsfald drejer de 129 sig om børn under 14 år, mens i samme tidsrum kun 57 personer over 60 år er begravet. Ofte ses hele familier være lagt i graven i løbet af få år.

De første indførelser har trods deres knaphed de nødvendige oplysninger med. Den allerførste lyder: "Den 10. Janv. 96 Begrof jeg Christen Ras-mussen Snedicher udi Galten kierkegaard som var 50 år gammel".

En begivenhed som en begravelse i selve kirken berettes næsten lige så kortfattet:

"Onsdag den 23. Februarii 1698: Søren Frandsen begrafven i Galten kirke i sin alders 75 Aar 2 uger og 20 dage". Den sandstensplade, der blev lagt over hans grav, sidder nu indmuret udvendig i den nye kirkes korrunding.

I andre tilfælde får præsten tid til at føje lidt ekstra til om den afdøde:

"1709 den 27/10 blef Stier-Marens uægte søn, Jens Frandsen, som Michel Krabat Rytter blev udlagt for, kast jord på."

"1712 den 29/5 blef kast jord paa gl. udlevet Kirsten Attrupis ? hos Søren Røgind."

"1712 den 4/11 blef kast jord paa Maren Laursdtr., som vogtede meesten om sommeren Bye-svinene i Galten Bye."

Efterhånden bliver indførelserne mere ordknappe.

"1738 1. Trin. En Quinde begrafvit, døde hos Michel fra Ersholt."

Og den 26/1 1752: "Smeddens barn 2½ år."

Historiske personligheder og deres forhold til Galten kirke

I 1695 bliver en herre ved navn Claus Jessen, hvis fortid vi ikke kender meget til, udover at han muligvis har haft en stilling ved hoffet, udnævnt til herredsfoged (politimand og dommer), og han bosætter sig i Galten. Han var en særdeles farverig personlighed, som på mere end én måde førte sig frem på anden vis end de lokale bønder. Han beboede først et ?kongens hus?, men i 1706 købte han ?Søgård?. Hans selvfølelse fremgår blandt andet af, at han holdt amme til sit barn, og at han, når han var ude enten privat eller i embedes medfør, optrådte som en stormand med kårde ved siden.

Adskillige gange var han indblandet i retssager ved sit eget ting, og hans karriere sluttede med en omfattende højesteretssag, som førte til hans afsættelse i 1710. Blandt andet fortælles at herredsfogeden kom på kant med sognepræst Christian Nielsen Bøg. Ikke mindre end to gange var der tumulter i kirken under gudstjenesten, fordi nogle koner ikke kunne enedes om rangfølgen i stolestaderne. Begge gange optrådte Claus Jessen som autoriteten, der nok skulle klare de paragraffer, hvilket den ene gang udartede sig til et så voldsomt skænderi mellem ham og præsten, at det måtte føre til en retssag.

Derefter prøvede herredsfoged og præst gensidigt at skade hinanden. Claus Jessen fik således idømt præsten en bøde for et tilsyneladende så bagatelagtigt forhold som at holde et større bryllup for datteren end tilladt var. Forbedrende på forholdet kan det heller ikke have været, at Claus Jessen nærmest betragtede kirken som sin private ejendom.

Af den afsluttende sag imod ham, fremgår det, at han har brugt "Galt kirkegaard som øxefold og laadet sit fæmon ligge der om natten", og at våbenhuset var således svinet til "med møig af hans fæmon, at præsten ikke kunne komme ind i kirken, førend Våbenhuset blev rengjort".

Den værdifulde gødning kunne han selvfølgelig ikke lade gå fra sig, og da han kørte væk fra kirkegården skal han have "medtaget en del af den indviede jord og dermed gødet sin ager".

Han blev desuden anklaget for at have nedbrudt et stykke af kirke-gårdsmuren og opført et hus på kirkegården og for at have "bemægtiget sig Galt kirketaarn til lade og derudi have indsat hø og korn".

Og han har brugt kirkegården til tømmerplads og ført lågen til kirkegården og porten til klokketårnet bort. Den sidste fandtes senere indmuret i hans hus.

Kort efter afskedigelsen flyttede han fra byen, efter at gården og alt løsøre var blevet sat til auktion for at skaffe penge til den store gæld, han havde sat sig i under retssagen.

Meget er der at udsætte på Claus Jessen, men man kan ikke fratage ham evnen til at svare godt for sig og en vis djærvhed i udtryksformen. Lidt af det kommer til udtryk i annonceringen af auktionen: Han udbød sin gård med tilliggende "boskab, løsøre, samt kvæg, bæster, plove og harver, enfin hvad han ejer og haver undtagen kone og børn."

Søgårdens næste ejere kom også om end på anden vis til at sætte sig spor i kirkens historie. Spor der er synlige den dag i dag. Søgården blev overtaget af mademoiselle Muselle Arnkiel, som kort efter i sin egen stue blev gift med Bartram Buchwaldt. Hans titel var kongelig skov- og jagt-sessionsskriver (dommerfuldmægtig) for Jylland og Fyn, og hans opgave har været at medvirke ved de hyppige retssager om overgreb på kongens skov- og jagtrettigheder.

Om Buchwald-familiens liv og virke ved vi ikke stort, for der er ingen skandaløs retssag til at kaste lys over det. Men at der var tale om folk af en ganske anden kaliber end Claus Jessen, kan der ikke herske tvivl om. Efter at have levet en menneskealder i byen oprettede de et testamente, ifølge hvilket de skænkede et hus til at holde skole i for de mange fattige folks børn, som var i byen, og desuden en kapital på 600 rigsdaler, hvis renter skulle gå til lærerløn og skolehusets vedligeholdelse. Legatet står nu 250 år stadig ved magt og udbetales hvert år til skoleinspektøren på Gyvelhøjskolen ? men inflationen har reduceret udbyttet til 17,20 kr.

Ægteparret har skænket kirken lysekronen i koret (og et lyslegat hertil) og altersølvet. De blev begravet i den oprindelige kirkebygning og ved byg-ningen af den nye kirke, blev deres kister sat ned under gulvet i koret. Et epitafium over Buchwald og Arnkiel findes nu på Koldinghus Museum, men i kirken hænger stadig deres våbenskjolde og en mindetavle på skibets vestvæg, ligesom lysekrone og altersølv stadig er i brug.